165
Estraden i de røde Plydseslænestole, som Fru Tuvache havde laant Komiteen.
Alle disse Mænd lignede hverandre. Deres slappe, lyse, lidt solbrændte Ansigter havde Farve som sød Most, og deres strittende Bakkenbarter stod ud fra de store, stive Flipper og de hvidsløifede Halsbind. Alle bar Fløilsveste; paa alle Urene sad for Enden af et langt Baand et Signet af Karniol, og man støttede sine Hænder paa Laarene, idet man omhyggeligt fjernede Benklædeskrævet, hvis ukrympede Klæde skinnede stærkere end Læderet paa de svære Støvler.
De indbudte Damer holdt sig bagved i Vestibulen mellem Søilerne, medens de jævnere Folk stod udenfor eller havde taget Plads paa Kirkestolene. Lestiboudois havde bragt alle dem derhen, som han havde flyttet fra Engen, hvert Øieblik løb han ind i Kirken efter andre og spærrede i den Grad Færdslen, at man havde stort Besvær med at naae den lille Trappe, der førte op til Estraden.
— Jeg synes, sagde L'heureux (idet han henvendte sig til Apotekeren, der netop gik forbi for at naae op til sin Plads), at man burde have anbragt et Par venetianske Maste med en Dekoration af noget Smagfuldt og Moderne, det kunde have taget sig ganske nydeligt ud.
— Deri har De Ret, svarede Apotekeren, men hvad skal man sige? Det er jo Mairen, der har forestaaet hele Arrangementet. Han har ikke synderlig Smag, den gode Tuvache, og han er aldeles blottet for hvad man kalder kunstnerisk Sans.
Imidlertid var Rodolphe gaaet op med Emma paa første Sal i Mairiet, og da „Magistratssalen” stod tom, havde han erklæret, at der herfra var en udmærket Udsigt over Torvet, han tog tre Taburetter fra det ovale Bord under Mo-
