196
ningen, havde rimeligvis ikke hørt Noget, endelig gik han da. Lindret udstødte Emma et dybt Suk.
— Hvor De drager Veiret tungt! bemærkede Fru Homais.
— Ja, her er ogsaa vel varmt, svarede hun.
Næste Dag tænkte de paa at ordne deres Stævnemøder regelmæssigt, Emma vilde bestikke sin Tjenestepige med en Foræring, men det var bedre at finde et ubemærket Hus i Yonville, Rodolphe lovede at opsøge et.
I Løbet af Vinteren kom han tre eller fire Gange om Ugen, naar det var bælgmørkt ind i Haven. Emma havde netop derfor taget Nøglen til Havelaagen, som Charles troede var bleven borte.
For at underrette hende om sin Nærværelse kastede Rodolphe en Haandfuld Sand op imod Persiennerne. Hun foer op med et Sæt, men undertiden maatte hun vente, thi Charles havde den Mani at passiare i Kakkelovnskrogen og blev aldrig færdig. Hun fortæredes af Utaalmodighed, hvis hendes Øine havde formaaet det, havde de kastet ham ud af Vinduet. Endelig begyndte hun at gjøre sit Nattoilette, derpaa tog hun en Bog og vedblev ganske roligt at læse deri, som om Læsningen morede hende; mens Charles, der havde lagt sig, kaldte paa hende.
— Saa kom dog Emma! Det er sent.
— Ja, nu kommer jeg strax, svarede hun.
Da imidlertid Lyset skjar ham i Øinene, vendte han sig om mod Væggen og faldt i Søvn. Hun smuttede ned, idet hun holdt sit Aandedræt tilbage, smilende, skjælvende, afklædt.
Rodolphe havde en stor Kappe, han svøbte hende fuldstændig ind deri, og med Armen om hendes Liv drog han hende dybt ned i Haven.
