198
Rodolphe fuldendte disse Ord med en Gestus, der tydelig nok betød: Jeg kunde jo knuse ham med en Næsestyver!
Hun var blændet af hans Tapperhed, skjønt hun følte en vis Mangel paa Delikatesse og en naiv Plumphed i hans Svar, der stødte hende.
Rodolphe tænkte længe paa denne Pistolhistorie. Hvis det var hendes ramme Alvor, fandt han det meget latterligt ja endogsaa grusomt, thi han havde slet ingen Grund til at hade den skikkelige Charles, da han aldeles ikke fortæredes af Skinsyge — i den Anledning havde Emma forresten svoret ham en dyr Ed, som han just ikke fandt videre smagfuld.
Forøvrigt blev hun meget sentimental. De havde maattet udvexle Miniaturbilleder, man havde klippet Lokker af hinandens Haar, og nu forlangte hun en Ring, en virkelig Trolovelsesring, som Tegn paa en evig Forbindelse. Ofte talte hun til ham om „Kirkeklokkerne” eller om „Naturens Røster”, saa underholdt hun ham om sin egen og hans Moder. Rodolphe havde mistet sin for tyve Aar siden. Ikkedestomindre trøstede Emma ham med kjælne Talemaader, som man bruger til et lille forladt Barn og sagde endogsaa undertiden, idet hun saae op paa Maanen:
— Jeg er vis paa, at de fra deres Himmel bifalder vor Kjærlighed.
Men hun var saa smuk! Der var kun faa, der havde elsket ham saa oprigtigt, dette Forhold var ligesom noget Nyt for ham, som idet det bortdrog ham fra hans flygtige Forbindelser, samtidig smigrede hans Forfængelighed og hans Sanselighed. Emmas overspændte Væsen, som hans filistrøse Forstand foragtede, forekom ham dog i Grunden yndigt, fordi han var Aarsag dertil. I Vished om at være elsket lagde
