226
fast til hans Mund som for at gribe det uventede Samtykke, der viste sig i Form af et Kys.
— Men . . . sagde Rodolphe.
— Hvad mener Du?
— Din Datter?
Hun betænkte sig et Øieblik og sagde derpaa: Hende tager vi med, det maa han finde sig i!
— Hvilken Kvinde! tænkte han ved sig selv, da han saae hende fjerne sig, thi hun smuttede ind i Haven, da der blev kaldt paa hende.
De følgende Dage var Svigermoderen yderst forbauset over den Forandring, der var foregaaet med hendes Sønnekone. Emma viste sig nemlig lydigere og drev endogsaa sin Ydmyghed saa vidt, at hun bad hende om en Opskrift til at sylte Agurker.
Var det for lettere at kunne skuffe Søn og Moder, eller vilde hun med en Art vellystig Stoicisme føle Bitterheden ved de Forhold, som hun nu skulde forlade, endnu dybere? Tvertimod, hun lagde slet ikke Mærke dertil, hun levede ligesom hensunket i en anteciperet Nydelse af sin fremtidige Lykke. Den var en evig Gjenstand for hendes Samtaler med Rodolphe, hun støttede sig til hans Skulder og mumlede:
— Ak, blot vi snart sad i Diligencen . . . har Du tænkt derpaa? Er det ogsaa muligt? det forekommer mig, at i det Øieblik jeg mærker Vognen kjøre til, vil det være, som om vi steg op i en Ballon, som om vi reiste op imod Skyerne. Veed Du, at jeg tæller Dagene? Og Du? . . .
Emma havde aldrig taget sig saa godt ud som i denne Periode, hun havde faaet denne Skjønhed, der ikke kan beskrives, men som er et Resultat af Glæde, Enthusiasme, Lykke og i egenlig Forstand er Temperamentets Harmoni med Om-
