Side:Fru Bovary.djvu/255

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

247

og han spekulerede paa at etablere en ny Diligenceforbindelse mellem Argeuil og Rouen, der snart skulde ruinere den „forgyldte Løves” gamle Karosse, idet den ved hurtigere Befordring, med lavere Priser og med større Plads til Bagage, skulde bringe hele Yonvilles Handel over i hans Hænder.

Charles spurgte sig selv flere Gange, hvorledes han næste Aar skulde fortjene saamange Penge, han spekulerede og grundede paa forskjellige Midler, som at tage sin Tilflugt til sin Fader eller sælge Noget; men hans Fader vilde være døv for hans Bønner, og der var ikke Noget at sælge. Det voldte ham saameget Hovedbrud at tænke derpaa, at han hurtig skjød disse ubehagelige Betragtninger til Side. Han bebreidede sig selv, at han glemte Emma derfor, naar ikke hver eneste af hans Tanker tilhørte denne Kvinde, syntes han, at han bestjal hende.

Vinteren blev streng, Fruens Reconvalescens trak længe ud. Naar det var smukt Veir, rykkede man hendes Lænestol hen til det Vindue, der vendte ud til Torvet, thi nu havde hun faaet Afsky for Haven, og Persiennen til denne Side var stadig lukket. Hun vilde have, at man skulde sælge Hesten, thi hvad hun fordum elskede mishagede hende nu. Alle hendes Tanker syntes at indskrænke sig til Omsorg for hendes eget Velvære. Hun blev liggende i Sengen for at nyde Smaamaaltider, ringede paa sin Pige, for at forhøre sig om sine Havresupper, eller for at passiare med hende. Imidlertid kastede Sneen fra „Hallernes” Tag et hvidt ubevægeligt Skjær ind i Stuen, eller Regnen styrtede ned. Og Emma ventede stadig med en Slags Angst paa den regelmæssige Tilbagevenden af ubetydelige Smaabegivenheder, som dog ikke vedkom hende synderligt. Den betydeligste var „Svalens” Ankomst om Aftenen, Gjæstgiversken raabte, og andre Stemmer svarede, mens Hippolytes Lygte, naar han søgte efter