18
og Seletøi, hvis blaa uldne Skind sværtedes af det fine Støv, som dryssede ned fra Kornlofterne. Gaardspladsen, der skraanede nedad til den ene Side, var beplantet med en Række Træer, og henne i Kjæret kunde man høre en Flok Gjæs gjække muntert.
En ung Dame, i en blaa Merinoskjole med tre Garneringer, kom frem paa Dørtærskelen for at tage imod Hr. Bovary, hvem hun saa lod træde ind i et Kjøkken, hvor der flammede en munter Ild. Folkenes Frokost kogte runt omkring i smaa og store Gryder og Potter, fugtige Klæder hang til Tørring i Skorstenen, Kulskuffen, Ildtængerne og Pusteren, alle af kolossal Størrelse, skinnede som blankt Staal, og langs Muren strakte der sig en mægtig Opstilling af Kobber og Messingtøi, hvorpaa den klare Skorstensild og de første Solstraaler, som netop faldt ind gjennem Vinduerne, kastede et usikkert Skjær.
Charles gik op paa første Sal, for at see til Patienten. Han fandt ham liggende tilsengs, svedende under Puderne og med Bomuldsnathuen slængt langt bort fra sig. Det var en lille tyk Mand omtrent paa en halvtredsindstyve Aar; han havde en hvid Hud, blaa Øine, skaldet Forhoved og Ringe i Ørene. Paa en Stol ved Siden af ham stod en Karaffel med Brændevin, hvoraf han engang imellem skjænkede sig et Glas for at faae Mod i Kroppen. Da han fik Øie paa Lægen, forjog imidlertid hans Hidsighed sig, og i Stedet for at bande, som han havde gjort de siste tolv Timer, gav han sig til at stønne sagte.
Det var et ganske almindeligt Brud uden Spor af nogetsomhelst Indviklet, Charles turde aldrig have ønsket sig noget Lettere. Han huskede paa, hvordan hans Lærere havde baaret sig ad ved en Sygeseng og styrkede Patienten ved alle Slags venlige Talemaader, kirugiske Kjærtegn, der er
