Side:Fru Bovary.djvu/264

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

256

— Ja, det er sandt, og idet han betonede hvert Ord, gjentog Homais: Ja—det—er—sandt.

— Saa handlede de urigtigt, svarede Bournisien, der nu var fattet paa at høre Alt.

— De lader det sandelig ikke blive derved! udbrød Apotekeren.

— Hvad mener De dermed min Herre?!! udbrød den Geistlige med et saa vredt Øiekast, at Apotekeren blev bange.

— Jeg mener blot, svarede han i en mindre brutal Tone, at Tolerance er det sikkreste Middel til at vinde Hjerterne for Religionen.

— Det er sandt, det er sandt, indrømmede den Gamle og satte sig ned igjen.

Men han blev kun et Par Minuter, da han var gaaet, sagde Apotekeren til Charles:

— See, det kalder man at ryge i Totterne, jeg gav ham da det glatte Lag, det hørte De nok . . . tro De mig, tag De Deres Kone med i Teatret, om det saa kun var for een Gang i Deres Liv at have den Fornøielse at drille en af disse Ravne, hvis ikke min Nærværelse var uundværlig her, tog jeg selv med. Men De maa skynde Dem, Lagardy giver kun een Forestilling, han er engageret i England med en betydelig Gage. Efter hvad man fortæller, skal han være en rask Gut, han svømmer i Guld. Han fører tre Maitresser og en Kok med sig. Alle disse store Kunstnere tænder deres Lys i begge Ender, de behøver en udskeiende Tilværelse for at hidse deres Fantasi. Men de døer Allesammen som Fattiglemmer, fordi de i deres Ungdom ikke har havt Forstand nok til at lægge sig Noget op. Naa Velbekomme, vi sees jo i Morgen!

Tanken om at tage i Teatret modnedes hurtig i Charles' Hjerne, thi han meddelte den strax til Emma, der først