259
ad Trappen til Balkonlogerne. Hun glædede sig som et Barn ved at støde de store Tapetdøre op, hun indaandede af fuldt Bryst Gangenes støvede Lugt, og efterat have sat sig ned i Logen, bøiede hun sig hen over Brystværnet med en Hertugindes Utvungenhed.
Huset begyndte at fyldes, man tog Kikkerterne frem af deres Futteraler, og Abonnenterne, der fik Øie paa hverandre, udvexlede gjensidige Hilsener. De kom for ved de „skjønne Kunster” at adspredes efter Forretningslivets Uro, selv her glemte de ikke „Affærerne”, men passiarede indbyrdes om Bomuld, Sprit og Indigo. Der var udtryksløse, fredsommelige Oldingsfysiognomier med hvide Haar og lys Teint, der mindede om Sølvmønter med halvt udvisket Præg. De unge Løver brystede sig i Parkettet med prangende rosenrøde eller æblegrønne Slips i Vesteaabningen og støttede Hænderne i de fine gule Hansker paa guldknappede tynde Spadserestokke.
Imidlertid tændtes Lysene i Orkestret, Lysekronen steg ned fra Loftet og udgjød med sine straalende Prismer et pludseligt Lys over Salen, derpaa kom Musikerne enkeltvis ind, først var det en lang Summen af knurrende Basser, skjærende Violiner, støiende Trompeter og klynkende Fløiter og Flageolettoner. Men der hørtes tre Slag fra Scenen, en Paukehvirvel begyndte, Messinginstrumenterne faldt ind, Tæppet gik op, og man saae et Landskab.
Det var en Korsvei i en Skov med en Kilde til Venstre, beskygget af en Eg, Bønder og Adelsmænd med Plaiden over Skuldrene sang en Jagtsang, derpaa kom der en Officer, der paakaldte Mørkets Engel, idet han hævede sine Arme mod Himlen, en anden kom til, de gik bort sammen, og Jægerne begyndte igjen.
Hun mindedes sin Ungdomslæsning, hun var midt i Walter Scott. Gjennem Taagen syntes hun at høre Lyden
