I.
Medens Léon studerede Jura i Paris, havde han ikke forsømt at gjæste La Chaumière[1], hvor han endogsaa gjorde megen Lykke hos Grisetterne, der fandt hans Væsen „distingveret”. Det var virkelig ogsaa en meget respektabel Student. Han bar sit Haar hverken for langt eller for kort, spiste ikke sine Penge op de første Dage af Maaneden og var godt lidt af Professorerne. Fra Udskeielser havde han stadig afholdt sig, ligesaa meget af Frygt som af Finfølelse.
Ofte, naar han sad ene hjemme paa sit Værelse og læste, eller om Aftenen under Luxembourgshavens Lindetræer lod han Lovbogen falde til Jorden, og Mindet om Emma vendte tilbage; men efterhaanden svækkedes denne Følelse, og andre Ønsker hobede sig op derover, skjønt det dog stadig vedblev at ulme, thi Léon havde ikke opgivet hvert Haab, det var for ham ligesom et ubestemt Løfte, der vuggede sig i Fremtiden som en gylden Frugt paa et fantastisk Lov.
Ved nu at gjensee hende efter tre Aars Fraværelse gjenvaktes hans Lidenskab. Han maatte dog endelig engang bestemme sig til at ville eie hende, tænkte han. Hans Tilbageholdenhed havde tabt sig ved Omgang med lystigt Selskab, og han vendte tilbage til Provinserne med inderlig Foragt for
- ↑ La Chaumière et bekjendt Forlystelsesetablissement. O. A.
