315
Kors”, og de gode Landsbyfolk, der saae hende paa Trappen, anede Intet.
En Dag mødte dog L'heureux hende, ligesom hun kom ud fra Hotel de Boulogne ved Léons Arm; og hun blev angst i den Tanke, at han vilde snakke af Skole; men han var ikke saa dum.
Men tre Dage efter traadte han ind i hendes Værelse, lukkede Døren og sagde: Jeg skal bruge Penge.
Hun erklærede, at hun ikke kunde give ham nogle, L'heureux udgjød sig i Beklagelser og mindede hende om den Forekommenhed, han havde vist hende.
Emma havde virkelig endnu kun betalt den ene af de Vexler, Charles havde underskrevet, den anden havde Kjøbmanden paa hendes Anmodning samtykket i at ombytte med to andre, der endogsaa var blevet omfatte med lang Frist. Derpaa tog han en Liste frem af Lommen over ubetalte Regninger, nemlig Gardinerne, Tæppet, Tøiet til Lænestolene, flere Kjoler og forskjellige Toilettegjenstande, hvis Værdi beløb sig til en Sum af omtrent totusind Francs.
Hun sænkede Hovedet.
Men hvis De ingen Penge har, vedblev han, saa har De jo en Eiendom, hermed sigtede han til en ussel Rønne i Barneville, der ikke indbragte videre, og som stødte op til en lille Avlsgaard, som den ældre Bovary havde skilt sig af med, L'heureux vidste Besked med Alt ligefra Jordarealet til Naboernes Navne. I Deres Sted, sagde han, vilde jeg skille mig af dermed, saa havde jeg endda de Penge, der blev tilovers.
Hun indvendte det Vanskelige ved at finde en Kjøber, han gav hende Haab om at skaffe en, men hun spurgte ham, hvorledes hun skulde bære sig ad for at faae Bemyndigelse til at sælge.
