320
magt igjen, han ledsagede hende selv til Guillaumin for at lade ham udfærdige en aldeles lignende.
— Det kan jeg saa godt forstaae, sagde Notaren, en Videnskabsmand kan ikke bekymre sig om Hverdagslivets Bagateller.
Charles følte sig lindret ved denne smiskende Reflexion, der gav hans Svaghed det smigrende Skin af overlegne Beskjæftigelser.
Hvilken Fryd næste Torsdag i Hotellet hos Léon! Hun
loe, græd, sang, dansede, bestilte Sorbet, vilde ryge
Cigaretter, forekom ham extravagant men henrivende uimodstaaelig.
Han forstod ikke den Reaktion i hendes Væsen, der drev hende til med al Magt at styrte sig over Livets Nydelser. Hun blev irritabel, lækkersulten og vellystig; hun spadserede med ham paa Gaderne med hævet Hoved uden Frygt for at kompromittere sig. Undertiden skjælvede hun dog ved den pludselige Tanke om at møde Rodolphe, thi det forekom hende, at skjønt skilte for bestandig, var hun ikke aldeles frigjort for hans Herredømme.
En Aften kom hun ikke hjem. Charles var nær ved at miste Forstanden, og det var umuligt at stanse den lille Berthas Taarer, der ikke vilde lægge sig uden sin Moder; Justin flakkede om paa Landeveien, Homais havde forladt Apoteket.
Endelig henimod Klokken elleve kunde Charles ikke holde det længere ud, han spændte for, piskede paa Hesten og kom henimod Klokken to om Morgenen til det „røde Kors”. Der var Ingen. Han tænkte, at Skriveren maaske havde seet hende, men hvor boede han? Heldigvis mindedes Charles hans Principals Adresse og løb derhen.
Det begyndte at grye ad Dag. Han opdagede et Notarskilt over en Dør og bankede paa. Uden at aabne tilraabte en Stemme ham den forlangte Oplysning med Til-
