357
— Nei, Ingen. Og Herren græder. Han kalder paa Dem, man søger efter Dem.
Emma svarede ikke. Hun stønnede, Øinene rullede i Hovedet paa hende, forskrækket over hendes Ansigt, veg Bondekonen uvilkaarligt tilbage i den Tro, at hun var bleven gal. Men pludselig slog hun sig for Panden og udstødte et Skrig, thi Mindet om Rodolphe var faret gjennem hendes Sjæl som et Lynglimt i en mørk Nat. Han var saa god, saa fintfølende, saa ædelmodig! Og forøvrigt, hvis han tøvede med at bevise hende denne Tjeneste, skulde hun vide at tvinge ham dertil ved med et eneste Øiekast at minde ham om deres tabte Kjærlighed. Hun ilede derfor henimod La Huchette uden at ænse, at hun netop ilede henimod det, som nylig havde gjort hende saa forbittret eller i mindste Maade at ane denne Prostitution.
VIII.
Hun spurgte sig selv underveis: Hvad skal jeg sige? Hvormed skal jeg begynde? Og efterhaanden som hun kom længere frem, gjenkjendte hun Buskadset, Træerne, Gyvelbuskene paa Høien, Herregaarden hist nede. Hun gjenfandt sig selv mellem alle Minderne fra hendes første Kjærlighed, og hendes stakkels forpinte Hjerte lindredes derved. En mild Vind foer hen over hendes Ansigt, Sneen, der smeltede, faldt Draabe for Draabe fra Knopperne paa Græsset.
Hun traadte ligesom fordum ind ad den lille Havelaage og stod i Hovedgaarden, der kantedes af en dobbelt Række tætte Lindetræer. De vuggede hvislende deres lange Grene. Alle Lænkehundene gjøede, og deres Stemmer gav Gjenlyd, uden at der viste sig Nogen.
Hun steg op ad den store lige Trappe med Trærækvær-
