361
— Du har dem ikke! Hun gjentog flere Gange: Du har dem ikke! Jeg burde have svaret mig denne siste Skam. Du har aldrig elsket mig, der er ikke mere ved Dig end ved Nogen af de Andre.
Hun forraadte sig, hun tilintetgjorde sig.
Rodolphe afbrød hende med Forsikkringen om, at han selv var „i Forlegenhed”.
— Hvor jeg beklager Dig! udbrød hun. Ja, grumme meget! . . . Og idet hendes Øine fæstede sig paa en damasceret Riffel, der glimrede i Vaabentrofæen, vedblev hun: — Men naar man er saa fattig, har man ikke Raad til at have Sølvbeslag paa sin Bøssekolbe, saa kjøber man heller ikke et Taffelur med Skildpaddesindlægning, vedblev hun og pegede hen paa Rokokouret — eller Sølvpiber til sine Piske, hun berørte dem — eller Berlokker til sit Lommeur. Han mangler Intet, om det saa er en Likørbakke, har han en i sit Værelse; thi Du kjæler for Dig selv, Du lever godt, Du har en Herregaard, Avlsgaarde, Skove, Du jager, Du reiser til Paris. Om det saa kun er disse, udbrød hun og tog hans Manschetknapper paa Kammen . . . . den mindste af disse Narrestreger kan gjøres i Penge! Aa! jeg vil ikke have dem! behold dem kun! Hun kastede Knapperne langt fra sig, saa Kjæden sprang itu ved at støde mod Væggen. — Men jeg kunde have givet Dig Alt, jeg kunde have solgt Alt, jeg kunde have arbeidet med mine Hænder, jeg kunde have tigget paa Landeveiene for et Smil, for et Blik, blot for at høre Dig sige: Tak! Og Du sidder ganske roligt i Din Lænestol, som om Du ikke allerede havde faaet mig til at lide nok. Veed Du vel, at uden Dig, havde jeg nu kunnet leve lykkelig. Hvem tvang Dig dertil? Var det et Væddemaal? Du elskede mig dog, det sagde Du i det Mindste . . . . Og nu for nylig . . . . det havde været bedre, om Du havde jaget
