381
Men Bovary var allerede borte. Han vandrede med lange Skridt langs Muren ved Espalieret, han skjar Tænder, han hævede forbandende Blikke imod Himlen, men ikke et Blad rørte sig.
Der faldt en fin Regn. Charles, hvis Bryst var blottet, rystede tilsist af Kulde; han gik atter ind og satte sig i Kjøkkenet.
Klokken sex hørte man en Lyd af Jernraslen paa Torvet, det var „Svalen”, som kom, og han blev siddende med Panden imod Ruderne og saae Passagererne en for en stige ud. Endelig bredte Félicité en Matras til ham i Dagligstuen, han kastede sig hen derpaa og faldt i Søvn.
Skjønt han var Filosof, nærede Homais dog Agtelse for de Døde. Derfor kom han igjen om Aftenen uden mindste Nag til den stakkels Charles, for at vaage ved Liget og medbragte tre Bøger og en Tegnebog for at gjøre Notiser.
Bournisien var der ogsaa, og to store Voxlys brændte ved Hovedgjærdet af Sengen, som man havde trukket ud fra Alkoven.
Det varede ikke længe, før Apotekeren, hvem Tausheden tyngede paa, udstødte nogle Klager over „denne ulykkelige unge Kvinde”, og Præsten svarede, at nu stod der intet Andet tilbage end at bede for hende.
— Men dog maa det jo være Et af To, svarede Homais; enten er hun død „i Naaden” (som Kirken udtrykker sig), og da behøver hun aldeles ikke vore Bønner, eller ogsaa er hun død ubodfærdig (saaledes troer jeg, det kirkelige Udtryk lyder) og i saa Tilfælde . . .
Bournisien afbrød ham med det gnavne Svar, at man alligevel var forpligtet til at bede.
— Men naar Gud kjender alle vore Fornødenheder, indvendte Apotekeren, hvad nytter saa Bønnen til?
