391
Stole. Ligbærerne stak deres tre Stænger ind under Kisten, og Følget forlod Kirken.
I dette Øieblik kom Justin frem paa Apotekets Dørtærskel, pludselig gik han bleg og vaklende ind igjen.
Folk stod i Vinduerne for at see Toget passere forbi. Charles gik foran med krummet Ryg. Han fremhyklede et tappert Udseende og hilste med et Nik de Personer, der strømmede til fra Stier og Veie for at slutte sig til Toget.
De sex Mænd, tre paa hver Side, gik pustende og langsomt. Præsterne, Kirkesangerne og de to Kordrenge bad »De profundis«, og deres Stemmer lød udover Markerne, snart hævende, snart sænkende sig. Undertiden forsvandt de ved en Omdreining af Stien; men det store Sølvkors hævede sig idelig mellem Træerne.
Kvinderne fulgte, indhyllede i sorte Kaaber med tilbageslaaede Hætter, de bar et tykt brændende Voxlys i Haanden, og Charles følte Kræfterne forlade sig under denne idelige Gjentagelse af Bønner og Lys, denne mattende Lugt af Vor og Sørgekapper. En mild Vind blæste, Rugen og Rapsen grønnedes, og Dugdraaber bævede ved Veikanten paa Tjørnehækkene. Al Slags munter Støi lød rundtomkring, en Vogn der rumlede i Hjulsporene langt borte, et ideligt vedblivende Hanegal, et Føl, som man saae galopere afsted under Æbletræerne. Den klare Himmel var kun plettet af smaa rosenrøde Skyer, en blaalig Røg svævede op fra Straahytterne med deres Espalier af Sværdlilier; naar de passerede forbi Gaardene, gjenkjendte Charles dem strax, han mindedes Morgener som denne, hvor han efter efter et Sygebesøg begav sig ud derfra og vendte tilbage til hende.
Det sorte med hvide Perler oversaaede Klæde hævede sig af og til og blottede Kisten. De trætte Bærere hvilede
