398
Nu var der aldrig Nogen, der besøgte dem, thi Justin var flygtet til Rouen, hvor han er bleven Urtekræmmersvend, og Apotekerens Børn besøgte nu mindre og mindre hyppigt den Lille, da Homais i Anledning af den nuværende Forskjel paa deres Samfundsstilling, ikke skjøttede om, at det intime Forhold skulde vedblive.
Den Blinde, som han ikke havde kunnet kurere med sin Salve, var vendt tilbage til sit gamle Stade, hvor han fortalte de Reisende Apotekerens uheldige Forsøg, saa at Homais, naar han tog til Byen, maatte skjule sig bag „Svalens” Gardiner for at undgaae et Møde med ham. Derfor afskyede han ham, og vilde i sin egen Interesse skille sig af med ham for hver Pris, han reiste da et skjult Batteri mod ham, der røbede, hvilke grumme Rænker hans saarede Intelligens og Forfængelighed kunde bringe ham til at bruge. I et halvt Aar i Træk. kunde man i „Rouens Fakkel” læse Artikler i Smag med:
„Enhver, der begiver sig henimod Picardiets frugtbare Egne har uden Tvivl ved Bois Guillaume lagt Mærke til en Tigger, der er angrebet af hæslige Saar i Ansigtet. Han besværer og forfølger En og hæver en sand Skat af de Reisende. Lever vi endnu i Middelalderens forfærdelige Tider, da det var Vagabonderne tilladt at prange paa offenlige Pladser med den Spedalskhed og de Kjertelsygdomme, de havde hjembragt fra Korstogene?”
Eller ogsaa:
„Trods Lovene mod Løsgjængeri vedbliver Omegnen af vore store Byer at hærges af Bander af Fattige. Man seer Enkelte vanke ene om, og disse er maaske ikke de mindst farlige. Hvad tænke vore Ædiler paa?”
Eller Homais lavede Ænder.
„Igaar løb en Hest løbsk ved Bakken i Bois-Guil-
