38
Naboerne gik til Vinduerne for at see deres Læges anden Kone.
Den gamle Pige kom ind, hilste paa dem, undskyldte, at Maden endnu ikke var færdig og bad imidlertid Fruen om at gjøre sig bekjendt med Huset.
V.
Husets Murstensfacade laae paralelt med Gaden eller rettere med Landeveien. Bag Døren hang en Chenille med et lille Slag, en Tømme og en sort Læderkaskjet, og i en Krog paa Gulvet laae et Par Gamascher, hvorpaa der endnu sad tørt Smuds. Til Høire var Dagligstuen, nemlig det Værelse, hvori man spiste og opholdt sig. Det gyldengule Papir, foroven garneret med blege Guirlander, bevægede sig paa de daarligt betrukne Paneler, hvide Bomuldsgardiner, kantede med røde Borter, var ophæftet korsvis langs Vinduerne, og paa den smalle Kamingesims straalede et Taffelur med et Hippokrates' Hoved mellem et Par pletterede Stager under ovale Kupler. Paa den anden Side af Korridoren laae Charles' Arbeidsværelse, sex Fod langt med et Bord, en Kontorstol og to mindre Stole. De uopskaarne Bind af „medicinsk Lexikon”, hvis Heftning bar tydelige Spor af de successive Salg, de havde gjennemgaaet, udfyldte næsten ganske alene de sex Hylder i Fyrretræesbogskabet. I Konsulationstiderne trængte Stegelugten gjennem Væggene, ligesom man fra Kjøkkenet kunde høre Patienterne hoste inde i Kabinettet og fortælle Alt, hvad de feilede. Derpaa kom, med direkte Udgang til Gaarden, et stort forfaldent Værelse med en Ovn, og som nu brugtes til Brændeskur, Kjælder og Pulterkammer, opfyldt af gammelt Jernskrammel, tomme Tønder, opslidte