41
Mennesker, der endnu længe efter Dineren have Trøffelsmagen i Munden.
Og hvad Glædeligt havde der hidtil været i hans Tilværelse? Var det hans Skoletid, da han sad indespærret mellem høie Mure, alene mellem Kammerater, som var rigere eller stærkere end han, der loe af hans Accent, gjorde Nar af hans Klæder, og hvis Mødre besøgte dem med Slikkerier i Muffen? Var det senere, da han studerede Medicin og aldrig havde Raad til at unde sig en Dans med en lille Sypige, som han tilfældigvis var blevet gode Venner med? Senere havde han levet fjorten Maaneder med Enken, hvis Fødder var kolde som Istapper i Sengen. Men nu eiede han for hele Livet denne skjønne Kvinde, som han tilbad. Udenfor hende strakte Verden sig ikke for ham, og han bebreidede sig selv, at han ikke elskede hende høit nok, han følte en brændende Lyst til at gjensee hende, han red hurtigt tilbage og foer op ad Trappen med bankende Hjerte. Emma klædte sig paa, han listede sig bag paa hende med sagte Fjed og kyssede hende paa Ryggen, hun udstødte et Skrig.
Han kunde ikke lade være med idelig at røre ved hendes Kam, hendes Ringe og Sjal, undertiden trykkede han lange, heftige Kys paa hendes Kinder, snart smaa Kys opad hendes blottede Arme fra Fingerspidserne til Skulderen, og hun stødte ham fra sig, halvt smilende og halvt kjed deraf, ligesom man gjør ved et Barn, der klamrer sig fast til En.
Før sit Ægteskab troede hun at have været forelsket; men da den Lykke, der burde have fulgt af denne Kjærlighed, ikke havde indfundet sig, tænkte hun, at hun rimeligvis havde taget feil. Og Emma søgte at erfare, hvad man egentlig forstod ved Ordene „Lykke”, „Lidenskab” og „Rus”, der i Romanerne havde forekommet hende saa skjønne.
