44
dem efter Maaltidet, før hun atter gik op til sit Arbeide. Pensionairerne smuttede ofte ud af Læsestuen, for at løbe op til hende. Hun kunde Kjærlighedssange fra forrige Aarhundrede udenad og nynnede dem dæmpet, mens hun bevægede Naalen. Hun fortalte Historier, vidste Nyheder, udrettede Ens Byærinder og laante de Voxne i Smug en eller anden Roman, som hun altid gik med i Forklædelommen, og hvoraf den gode Jomfru selv slugte store Mundfulde i de Pusterum, hun tog sig. Her var kun Tale om Elskovseventyr, Elskere og Elskerinder, forfulgte Damer, der besvime i ensomme Pavilloner, Postilloner, der myrdes mellem hver Station, Heste, der rides ihjel paa hver eneste Side, mørke Skove, Hjertekvaler, Eder, Hulken, Taarer, Seilture i Maaneskin, Nattergale i Løvet, Riddere saa tapre som Løvet, saa blide som Lam og utroligt dydige, stadig pragtfuldt klædte og sande Taareperser. I sit femtende Aar smudsede Emma et halvt Aarstid sine Fingre med gammelt Leiebibliotheksstøv. Senere blev hun med Walter Scott indtaget i historiske Skildringer, hun drømte om udskaarne Dragkister, Livvagtssale og Minnesangere. Hun ønskede sig at leve paa et gammelt Slot som Borgfruerne, der under Buernes Kløversirat med Albuen paa Karmen og Haanden under Kinden tilbringe Dagen med at speide efter en Rytter med hvid Fjerbusk, der kommer galoperende fra det Fjerne paa en sort Ganger. Paa den Tid nærede hun en sand Kultus for Maria Stuart og følte en enthusiastisk Beundring for berømte eller ulykkelige Kvinder. Jeanne d'Arc, Heloise, Agnes Sorel, la belle Ferronnière og Clemence Isaure stod for hende som Kometer i Historiens uendelige Nat, hvorfra hist og her traadte frem, men langt mere tilbage i Skyggen og uden nogen indbyrdes Forbindelse den hellige Ludvig med sin Eg, den døende Bayard, nogle af Ludvig den ellevtes Grusomheder, lidt af St. Bartholo-
