46
lange Piber, henslængte under Kiosker i en Bayaderes Arme, Djaourer, tyrkiske Sabler, græske Huer og fremfor Alt I blege dithyrambiske Landskaber, hvor man ofte samtidig seer Patmetræer og Graner, Tigre til Høire og en Love til Venstre, tartariske Minareter i Horisonten og romerske Ruiner i Forgrunden med knælende Kameler. — Altsammen i Ramme af en pæn Urskov med en stor, lodret Solstraale skjælvende i Vandet, hvori langt borte som hvide Rifter paa en staalgraa Bund aftegne sig nogle svømmende Svaner.
Og under Olielampens Skjærm, der hang paa Muren over Emmas Hoved, foer alle disse Billeder forbi hende, et for et i den tause Stue, hvis Ro kun forstyrredes, naar en forsinket Hyrevogn rullede ned ad Boulevarderne.
Da hendes Moder døde, græd hun meget de første Dage. Hun lod sig lave en sort Brosche med den Afdødes Haar, og i et Brev fuldt af melankolske Betragtninger over Livet, som hun sendte til sin Fader, bad hun om engang at maatte blive jordet i samme Grav. Den Gamle troede, at hun var bleven syg og kom for at see til hende. I sit Inderste var Emma tilfreds over ligestrax at have naaet Idealet for en lidende Tilværelse, hvilket Hverdagssjæle aldrig opnaae. Hun lod sig da glide ned ad de Lamartinske Floder, lyttede til Harperne paa Søerne, til Svanesange og Løvfald, til de uskyldige Møer, der fare til Himmels og til den Eviges Røst, der gjenlyder i Dalene. Hun blev kjed deraf, men vilde ikke tilstaae det, fortsatte af Vane og senere af Forfængelighed og blev endelig overrasket ved at føle sig lindret og med ligesaa lidt Sorg i Hjertet som Rynker i Panden.
De gode Nonner, der havde ventet sig saa meget af hende, opdagede med dyb Forundring, at Frøken Rouault syntes at glide ud af Hænderne paa dem. De havde ladet hende døie saamegen Bøn, Faste og Afholdenhed, saa tidt
