90
der har faaet en god Opdragelse, og en gammel Karabinier, der er bleven Skattekræver.
Klokken slog sex, Binet traadte ind i Stuen.
Han havde en blaa Bluse paa, der faldt lige ned om hans magre Krop, og hans Læderkaskjet med Klapperne bundne ovenpaa Hovedet viste under den hævede Skygge en lav Pande, som Vanen at bære Hjelm havde sammentrykt endnu mere. Han bar en sort Klædesvest, Hestehaarshalsbind, graa Benklæder og gik hele Aaret igjennem med blankt børstede Støvler, hvorpaa hans fremspringende Knyster dannede ligesom to paralelle Knuder. Hans lyse Skjæg, hvoraf ikke et Haar gik ud paa Halsen, dannede en Ramme om hans sløve Ansigt med de smaa Øine og den krogede Næse. Han var en ivrig Kortspiller, en dygtig Jæger og skrev en smuk Haand, i sit Hjem eiede han en Dreiebænk, hvorpaa han morede sig med at lave Servietringe, hvormed han overfyldte sit Hus med en Kunstners Forfængelighed og en Spidsborgers Egoisme.
Han rettede sine Skridt henimod den lille Sal, men først maatte man fordrive de to Møllere derfra, og mens man dækkede Bord til ham, sad Binet tavs henne ved Ovnen, derpaa lukkede han Døren og tog sin Kaskjet af, som han pleiede.
— Han slider da ikke Tungen op med Høfligheder, bemærkede Apotekeren, saasnart han var bleven ene med Enken.
— Han siger aldrig mere, svarede hun, forleden Uge var her et Par Handelsreisende, to muntre Fyre, der hele Aftenen igjennem fortalte en Mængde gemytlige Historier, saa jeg var nær ved at sprække af Latter, men han sad saa tør som en Sild, uden at mæle et eneste Ord.
— Ingen Fantasi, intet Vid! bemærkede Apotekeren. Intet af det, der gjør Selskabsmanden.
— Man siger dog, at han har Evner, indvendte Værtinden.
