Side:Gamle billeder.djvu/106

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

102

— Nu har vi ham, Fa’en æde mig, Skytte-Jakob!

— Nu har Du Bøssen, og jeg har Haren, sagde Herregaardsskytten. Det er Corpus dialecti, som han siger, Birkedommeren. Og Morten kommer paa Bremerholm, saasom den sultne Lus aldrig kan udrede de 400 Rigsbankdaler, som det koster saadan en Kæltring at skyde en Hare paa et højadeligt Gods og Stamhus. Havde det Bæst bare skudt Haren ovre i Kongens Skov, saa havde vi faaet 100 Bankdaler at dele, Ole Svinemand, men Baronen ... han er jo ikke til at granske ud, siden han sidste Gang kom hjem fra det udenlandske.

Mølleren, hans Barnebarn og Ludvig stod ganske stille og besvarede knap Jakobs og Oles henkastede Ord: God Morgen, Møller!

Skytten greb Krybskytten bag i Koften, beholdt en Klud i Haanden, tog et stærkere Tag i ham under Armhulerne. Morten hang slap som et Stykke vaadt Lærred. Herregaardsskytten slængede ham hen paa Bænken.

— Nu har vi dig, dit Bakkelsebæst!

Krybskytten aabnede sine tunge Øjelaag og sukkede.

— Naa saa i vor Herres Jesu Kristi velsignede Navn da.

— Paakalder Du Herrens hellige Navn, din Møghund! raabte Jakob og løftede sin knyttede