7
laadne „Fæhund". Hver Aften maatte Børnene ét for ét, læse deres Fadervor og et Par Salmevers for hende, og standsede de i Fremsigelsen, lagde Abelone dem over sine korte, fede Laar og „regalerede dem med et godt Produkt“. Disse Ord havde hun lært af Magisteren og udtalte dem med stolt Myndighed. Naar hendes Husbond hørte en saadan Scene i Barnekammeret, kunde han rejse sig fra sin Stol i Studereværelset og banke paa Døren med de Ord: „Ret saa, Lone Jeremiæ Dotter! Tugt og Herrens Formaning!“
En enkelt Dag om Aaret tog Magisteren sig selv for at revse sin talrige Børneflok. Det var hver Langfredag. Da maatte Abelone „Jeremiædotter“ lægge en frisk Kost af unge Birkegrene ind paa Husfaderens Skrivebord. Ungerne stillede i Række og Geled. Faderen læste op af den tunge Spændebibel om Herrens Lidelse og Død for vore Synder med dyb Gravrøst, derpaa smøgede han Klæderne op paa Børnene fra den store Ludvig til den lille Lucretia og anbragte Riset paa de bløde Barnehage, kun én Gang paa hver af dem, men saa kraftigt, at en lille Blodsdraabe piblede frem, thi først da kunde de faa en Forestilling om Blodet fra Herrens Vunder, der havde flydt paa Golgata til deres Frelse.
— Dette, Børnlille, sagde han efter endt Revselse, og mens Børneflokken græd højlydt, er gjort af faderlig Kærlighed, hvad I ville fatte i kommende Tider, naar Eders Uforstand er vegen for
