112
— Kan den unge Monsieur se, sagde Baronen, at jeg kan være Deus ex machina, som gør Ende paa en forviklet Komedieintrige? … Naa, han har ikke læst Molières „Amphitiyon“, hvor Jupiter tilsidst arrangerer Alt til Fryd og Glæde … Men hvad er det? En lille sød bergère i Vinduet med Taarer i Kornblomstøjnene. Hvad er der i Vejen, mit Barn?
Mette sagde:
— Præstens store Ludvig havde lovet at hjælpe mig med min Psalme til Præsten, og nu rider han sin Vej. Præsten han sla’r saa galt …
Hendes Rædsel for at komme til at lide samme Tort som Smedens bøvede Nille havde givet hende Mod til at sige disse Ord. Nu brast samme Mod, og hun løb bort fra Vinduet.
Baronen lo og raabte efter hende:
— Han kommer snart og gør sin Pligt — vendte sig om i Sadlen mod Ludvig, truede ad ham og sagde: Oh Chérubin et Fanchette! — Ah! jeg ser paa ham … paa den unge Monsieur … at han ikke kender Beaumarchais’ „Figaro“. Der venter den unge Monsieur meget godt ved at læse den.
Det gik af Sted i rask Trav til Herregaarden.
Mølleren og hans Sønnedatter talte længe om, hvad der var foregaaet. Niels Knudsen sagde:
— En herlig Mand er Baronen ligegodt. Det kan jeg huske, fra da jeg tjente i Kongens Livvagt, og han var Fændrik. Han tog Afske’n, fordi
