118
gaarden. Krav paa Hævn over den liderlige Kumpan meldte sig, men hun fandt intet Middel. Hun langede en Ørefigen ud til den første af Magisterens Smaapiger, der kom hende i Vejen, satte sig saa paa en Huggeblok i Køkkenet og græd sig færdig.
Saa gik hun ind til Magisteren og fortalte det Ridt, hun havde set, uden at nævne sin Skærmydsel med Skræder-Frans.
Magisteren tog i Lænestolens Arme og var lige ved at rejse sig. Men af Ømhed for sin Værdighed lod han sig falde tilbage og sagde:
— Det er vel. Hun kan gaa.
Magisteren grundede dybt. Efterhaanden fik hans Tanker Luft i mumlende Ord:
— Jeg ærer Baronen som den Herre, en anden og større Herre har sat over mig. Jeg skal ikke rokke ved den Verden, Gud haver skabt. Baronen har levet et liderligt Liv uden Tro — det maa vor fælles Overherre dømme. Naar han ikke tager Troen fra mit Barn, men vil forfremme ham til Kald her paa sit Gods, saa maa jeg derudi se Guds Finger. Og selv om han nu vil gantes med ham paa fransk Façon, saa skal mine Bønner for min Søn blive saa kraftige, at Djævlen skal ræddes derved. Og — (han pegede op mod sine gamle Bøger) her har jeg et Repertorium af stærke Argumenter for Dr. Luthers rene Lære, at jeg ikke er bange for at tage det op med min Søn, naar han bliver saa gammel, at jeg uden Skade for min pote-
