132
gesens komiske Fortællinger, som han havde faaet til Laans af Konrektor. Denne unge Digter, Genstand for Konrektors begejstrede Lovtale, havde jo skrevet:
Thi Hedninger maa sige, hvad de vil.
Studering er dog bare Børnespil,
og læse: Fero, tuli, latum, ferre.
hic, hæc, hoc, hujus, horum, harum, horum
og alt det andet dumme Kakkelorum
er intet andet end unyttigt Fjas,
(der morer Børn som anden Spas
om ikke det, som end er værre!)
Konrektor fandt, at Avtor her var gaaet for vidt i sin „Petulans" og mindede Ludvig om, at den herlige Digter endnu ikke havde ladet Digtet, hvoraf disse Linjere var tagne, trykke, og om, at han, Konrektor, havde læst det for Ludvig i en Afskrift.
Ludvig kom til det Resultat, at Latinen og Grammatiken maatte tages som en Nødvendighed for dannede Mennesker ligesom visse naturlige Nødtørftigheder, der er lige saa uundgaaelige at rette sig efter for Kejseren som for Svinedrengen. Med en vis Respekt for Skolelærdommen gav han sig flittig i Lag med den i det glade Haab at slippe den des hurtigere.
Og nu var han færdig! Han var glad først og fremmest ved Følelsen af, at være en fri Mand — fri baade for Skolens Lænker og for den Lænke af Bonderoser, som hans Madmoders Søster havde villet spænde ham i.
