139
og nøjagtigt Regnskabsvæsen. Ved saadan Tale kan en oplyst Præst give et stort Bidrag til at opdrage Bonden til en fri Mand og nyttig Borger.
— Hm! Noget af det, som Konrektor nu siger mig …
— Nej, Du! Du! Du!
Ludvig rødmede, da han sagde:
— Noget af det, Du der siger, har Baronen ogsaa sagt mig …
— Baronen? Hvilken Baron?
— Vor egen Baron hjemme … Baron Urne til Hvidholm.
— Kender Du ham? raabte Konrektor og blev helt bleg.
Ludvig fortalte da sit Sammentræf med Baronen, og hvad der var sket under hans korte Besøg paa Herresædet. Konrektor hørte til, mens han gned Hænderne, saa Knoklerne knagede.
Da Ludvig igen saa paa Konrektor var han rød og stod med sammenbidte Læber.
— Kom, lad os gaa hjem, mumlede han.
— Men — nu bliver her saa lunt og godt, eftersom Solen kommer højere op.
— Der er kommet noget Profant ind i vort blide Naturens Tempel, sagde Konrektor, og det har spredt min Andagt.
Ludvig spurgte ham med Øjnene.
— Du kan ikke gøre for det, men det er saa.
— Var det, fordi jeg talte om Baronen?
— Ja. Det er ingen god Mand. Stol ikke paa
