153
indtil hans korte Syn kun kunde skælne Fragt vognen som en uformelig mørkegraa Klump i den lysegraa Taagedis.
Han kunde skønne, at nu maatte der kun være et Kvarter, til Skolegærningen skulde begynde.
Luften omkring ham græd. Dens Taarer sivede ned fra Træernes Kviste og gled ned ad deres Stammer. Fjernt saâ han Skoven som en grødet Masse, den, der i Gaar med sit brogede Liv og blinkende Spindelvæv legede i Solskinnet.
Han kom nær den grimme By med de smaa Bindingsværks Huse, uregelmæssig siddende lave Vinduer, de toppede Brosten, der var blevne glatte i Taagen, saâ hist og her nogle dvaskt og sløvt duvende Mand- og Kvindfolk slentre forbi, lugtede Klipfisken og Tranen ud fra Købmandsboderne. Her skulde han — Gud véd hvor lang Tid — leve mellem en knarvorn Grammatikus af Rektor, nogle Halv-Ignoranter af snusende og brændevinspimpende Hørere med sin Trang til Mennesker, han kunde meddele sine Følelser og Frugten af sine Studier. Denne nu afrejste Dreng var den eneste Discipel, som havde havt Længsler ud over Lek tiebøger og Maaltider.
Kluntet og grim, som han var, turde han ej løfte sit Øje til en skøn og blid Livsledsagerinde .... Han var en unyttig Drømmer, og i Göttingen havde han jo følt, at han var en ledeløs Vaand, der svajede for alle Vinde. Han burde maaske
