171
saatter, der stod langs Broens og Kanalens Rækværker og helt ned ad den udfor liggende Gade.
Landsbypræstesønnen følte, at han vilde have kunnet mase denne Mandsling mellem Fingrene, hvis han kunde faa fat paa ham, og at hele Holdningen var afstivet med et Fiskebensstativ eller noget lignende. En Ætling af Valdemarerne! Æblet var blæst langt, langt bort fra Stammen.
Men den gode Konrektors Formaning dukkede op i Russen. Som de andre Betragtende raabte han Hurra. Den lille myndeagtige Konge syntes nervøst at dirre. Da overbrølte en raa Stemme Loyalitetsytringerne ved Brølet:
— Hurra for salig Støvlet-Katrine!
Vognen var allerede kommen et godt Stykke over Broen. Ludvig havde fulgt den i Løb.
Han saa nu, hvorledes Kristian VIIdes blege Ansigt vendte sig til alle Sider med Dødsangst i de glaslyse Øjne, saâ den ved Siden af ham sid dende blaa guldbroderede, tykke, pluskævede Herre rejse sig halvt og sende truende Øjne omkring sig, hørte Fnisen fylde en Pavse i Hurraraabene, mens Vognen kørte videre i Firspring, til den forsvandt om Hjørnet til Filosofgangen.
Hvem kendte ikke den paa Vandkunsten residerende Venstrehaandsdronning, Ane Kathrine Benthaken, der bar Tilnavnet efter sin tidligere Haandtering: at sy Støvletter til Soldaterne? Pænere Folk kaldte hende „Mylady“. Anekdoter af den
