177
Personifikationen af Alt, der bragte Menneskene Lykke og Velvære.
Var det den ny Tids Gry? Var alt Tyranni, alt mod Ungdom og Fremskridt fjendtligt blæst bort med Taagen? Lød der Fanfarer i den rensede Luft?
Jo — det var ingen Løgn. En prægtig Hornmusik tonede nærmere og nærmere.
Studenten var atter dreven ned mod Marmorbroen, hvor han sidst saâ det afstivede, udgjorte Kongedømme fare forbi og forsvinde om Hjørnet af Voldgaden, og som en Pøbelrøst slyngede den saa berygtede Kongeskøges Navn ud imod.
Nu lød Hestehove klangfuldt mod Broen! Sølvtrompeter blev det blankeste af alt det blanke. Ned fra dem hang tunge sølvfrynsede, overbroderede Faner; lysegult, rødt, hvidt, metalglinsende Stoffer sprang frem mod sorte Ridestøvler med Solens ligelinjede Sølvstraaler langs Skafferne. Igennem hele Massen bølgede og vajede Svajfene i Hjelmene og Halerne paa de hvide Trompeterheste.
Da Trompeternes Kor var passeret, red i et aabent Rum foran Rytterafdelingen en lille, spinkel bleg Knøs i lysegul, sølvbroderet Dragt og røde Bukser i de store Rytterstøvler. Lyseblaa Øjne under store, hvælvede Øjenlaag hilsede mildt omkap med den dragne Klinge i hans højre Haand. Solen flimrede i hans hvide Øjenhaar. En skikkelig og hyggelig Glæde laa over det brave, grimme Ansigt med det lille Underbid.
S. Schandorph: Gamle Billeder.
12
