185
Bundelandet. Jeg er nu vis paa, jeg kan aldrig komme efter Tysken.
— Savner Du det ikke at kunne Tysk?
— Ja jeg skal sige vos noget. Baronen har tåget en Holstener til Ilspektør, som vi skal kalde ham. Det er ellers en flink Mand. Jeg kom ikke til at give saa mange Penge, da jeg fik mit Fæstebrev i Stand, som min Svoger, Jeppe Nielsen, maatte ud med til Ridefogden for et Par Aar siden. Men naar han snakker til En, saa er det ligesom Klapren af Hjul og Valser i Niels Knudsens Møllehus. Jeg har havt en Del Mas med bare at lære at sige „Nichts“ eller „Was behas?“ Og saa griner han endda af mig.
— Og min Fader er vred over alt det ny?
— Ja, Jøsses. Naar man møder Magisteren paa Gade og Sti, saa sprutter hans Øjne Edder og Forgift. Og alstillens driver han sin tykke Knortekæp mod Gærdestaverne og bander paa Latin eller Græsk. Det kunde jo ellers skille ham lige meget, for Kongen herinde vil jo hverken røre ved hans Tiende, Offer eller Smaaredsel. Men ellers trives han godt, er tyk og fed, og sla’r i Prækestolen, saa Støv og Skidt ryger langt ud i Kirken?
— Og mine smaa Søstre — og Abelone?
— Ja se Tøsene obselverer jeg ikke større paa, men de render jo om som andre Kippekalve. Abelone — ja hun kan sagtens — hun faar jo Lov til at labe lige saa meget Sødmælk og æde
