190
paa den rette lutherske Tro efter den Augsburgske Konfession og ikke for sikkert stole paa, hvad Sjællands Biskop, Dr. theol. Balle, lærte, saa som han havde studeret i det mindst halvhæretiske Göttingen.
Men Skriverens Hjerne kunde ikke rumme disse Formaninger. Han mumlede noget mellem Gummerne om, at en Rigsort var 8 ß Kurant — og saa mumlede han noget endnu uforstaaeligere som: „Og saa er der jo det, han ved nok med Katekismussen og Gud og saadant Noget — og det med Bispen, og hvad Fanden det nu er et cetera.“
Ludvig kunde ikke begribe, hvad Kættersk der udgik fra den store, venlige Biskops Mund. Det var Definitioner og Ræsonnementer paa Latin som alt det andet, han hørte oppe paa „Akademiet“, hverken morsommere eller kedeligere end Mag. Birgerius Risbrighs Logica og Metaphysica. Det var den ugraduerede Extraordinarius Stephanus Fumars, han søgte, thi han talte dog Fransk. Han gennemgik lingvæ gallicæ præcepta (ᴐ: Reglerne for det franske Sprog) og elegantiores scriptores et autor es in hoc idiomate (de fineste Skribenter og Forfattere i dette Sprog). Det var heller ikke underholdende. Nogle Vers af Corneilles „Polyeucte“ eller af det allernyeste Thomas’s Lovtale over „Mark-Aurel“ blev oplæste med forloren Højtidelighed og konventionelle Armbevægelser for tre Tilhørere, som havde lige ondt ved at
