200
— Koen er jeg ansvarlig for, sagde Nordmanden. Det er min Kammerat. Jeg har været ude med to Slagtersvende og tre Jenter paa Vesterbro. Og saa havde den ene Slagtersvends Mester en Ko paa Foder for en Brændevinsmand, og den ene, Svenden, skulde trække den ind til Ejermanden i Magstræde, men jeg lovede at besørge det for ham, da han blev fuld, det Svin. Men saa glemte jeg det ogsaa til nu, mens vi sad og drak Frihedens Skaal.
— Ja, det skal man være meget forsigtig med, sukkede Justitsraaden … meget moderat maa man være.
He — nu staar vi alle som Køer og glor paa en rød Port, som vi endda ikke kan se. Hu hej!
Et nyt, ganske frugtesløst Stormløb paa den mægtige Fæstningsport.
— Det Menneske og den Ko kompromitterer os. Kan vi to ikke liste os om ad Nørre?
Ludvig Masmann var klarhovedet. Han indsaa, at Fæstningen København maatte omgaas og ikke kunde tages med brat Storm.
Ved et Stød i Siden gjorde han den ældre Kontormand forstaaeligt, at han vilde gaa med, og de to satte sig alt i Bevægelse Arm i Arm. Men straks efter var Nordmanden og Koen lige ved dem.
— Nej, Koen min og jeg, vi slaar Pinedød Følge . . men ikke ad Nørrebro. Gaa med ud til Gæstgivergaarden Bjørnsdal paa Vesterbro. Der
