Side:Gamle billeder.djvu/230

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

226

Der lød spinkel Strengeklang og straks efter med en dæmpet Sangstemme:

Will sich Hektor ewig von mir wenden
Wo Achill mit den unnahbarn Händen
Dem Patroklus schrecklich Opfer bringt.

Nom d'un chien! bandte Baronen. Nu repeterer hendes gamle Tirolerknødel i hendes fede Hals.

— Ja, Naadigherre! Der er noget nyt … her er ogsaa noget for Øjnene.

I en Fart fik Tjeneren sin Herre lavet til med Caleçon og Slaabrok og førte ham hen til det aabne Vindue. Der kastede han en Slags Pelerine af Bjørneskind over hans Skuldre for at værne ham mod Vintermorgenens Kølighed.

— Ak, Monseigneur maa læne sig ud og se, hvad der stikker ud af Vinduet neden under.

Patati — Patata (Visvas)! sagde Baronen, men lød François’ Opfordring.

Damen stod bestandig med Ryggen til Palaisets Façade med en lille Haandharpe lænet mod Brystet, klimprende paa Strængene og sang videre paa Schillers Sang.

— Nu vel, og hvad saa? spurgte Baronen vredt François. Er det noget at jage mig hen at se og høre paa?

— Hvis Monseigneur vilde behage at sænke sit naadige Blik en Smule og se.

Baronen saâ et tæt kruset Hoved og en bred-