231
— Du er mere topmaalt Slyngel end de fleste Mennesker.
— Saa udmærker jeg mig dog paa min Vis.
— Du har aldrig kendt til Ære.
— Den Ting har jeg aldrig havt Raad til at holde. Havde jeg været af gammel og fornem Race, er det vel muligt, at jeg havde kendt slige Fornemmelser og dyrket samme.
— Du har aldrig kendt til Samvittighed.
— Den Ting har jeg altid følt Harme imod.
— Ha, ha, ha! Nu morer Du mig. Aldrig har den Ting indtrængt sig paa dig?
— Nej, Naadigherre. Min salig Fader, den uselige Skræder, sad og sang Psalmer, mens han lappede Bukser, og naar han ikke lappede Bukser, saa prædikede han for mig om, at jeg af Vor herre vilde blive revset gennem Samvittighedens glubske Bid, hvis jeg ikke kunde mine Lektier paa Skolen. Disse Bid, sagde han, var værre end Hørernes Haandtager. Jeg troede en Tid, at Samvittigheden var en Hund, og skar mig en Hesselkæp af en af Havens to Nøddebuske. Den tog jeg altid med, bar den til og fra Skole, at jeg kunde værge mig mod den Køter, hvis han vilde bide mig i Benene. Jeg har aldrig set eller hørt noget til ham … ja, paa Fransk er det jo en Hun — generis foeminini.
— Har Du ingensinde troet paa Gud?
— Dette er vanskeligere at svare paa, Naadigherre, saasom Teologien er en saare intrikat
