250
— De vil faa at se en Udstilling af sundt Kød … Hr. Marquis og Hr. „bel esprit“.
— Ah, ah! sagte den gamle Herre og lod Tungen glide over Læberne …. Ah dejligt — he, he, he! Hr. Baronen har Smag.
Baron Urne sagde til Ludvig paa Dansk: Marquis de Ratillac har for mange Aar siden været ansat ved den franske Legation, men elsker Danmarks blonde Kvinder saa højt, at han er bleven her i Landet efter sin Afsked. Kan den unge Monsieur Engelsk? Naa ikke? Men ved Hjælp af en Dictionnaire kan den unge Monsieur maaske finde ud af en Replik, jeg hørte i London, da jeg saâ et gammelt, ret kuriøst, men meget barbarisk Skuespil: Is it not strange, that desire should so so many years outlive performance? (Er det ikke sært, at Villien i saa mange Aar kan overleve Evnen?)
Baronen gik videre til Gæsterne, stadig vekslende Sprog. Til en ung, meget mørkladen Kavaller i violet Dragt sagde han nogle Ord, som Ludvig sluttede sig til var italenske:
— Non posso esporre mille e tre, dodici devono bastare (jeg kan ikke udstille tusinde og tre, et Dusin maa være nok).
Den violette Herre lo og svarede:
— Abbastanza per me. (Nok til mig).
Orkestret begyndte Ouverturen.
Saadan flerstemmig Musik havde Ludvig Masmann aldrig hørt i sit Liv. Han havde aldrig
