257
Koristinderne var dog yngre og syntes mere tilgængelige end Primadonnaen, den altfor imponerende Hyrdinde.
Han lukkede Øjnene, hensunken i Berusning af skønne Toner, elskovsvækkende Kvindeformer og straalende Øjne.
Han drømte sig ind i Dansen og i de skønne Hyrdinders Arme. Blodet bankede i hans Pulse og steg op i hans Kinder, hans Brystkasse løftede og sænkede sig i feberagtig Takt. Kunde der være bedre i Himmerig, end der, hvor han befandt sig?
Han saâ ikke, at oppe paa Estraden fjernede Tjenere de forrige Dekorationer og ophængte lutter brunrøde Draperier baade i Baggrunden og til Siderne, at Orkestret blev tomt og erstattet af et Spinetklavér, at den forrige Spaamand, civilt klædt, satte sig foran det. Den surrende Passiar i Salen bidrog til hans Velvære. Den tvang ham atter ind i hans paradisiske Dans under Elmene med alle de himmelske Væsener af Hunkønnet.
Ludvig Masmann vaktes op ved en ret lydelig fransk Samtale mellem den gamle franske Marquis og Baron Urne.
Marquis’en: Ja vel, den skønne Primadonna kendte jeg naturligvis, ogsaa ham Italieneren, der nu sidder ved Spinetten. Det er ham, der sang i det sidste italienske Operakompagni paa Byens Teater og nu er Syngemester hos de gode Familier
S. Schandorph: Gamle Billeder.
17
