261
blev han blændet. Men da han kom til sit normale Syn, styrtede en ny Forbavselse eller Forferdelse sig imod ham.
Et stort Spejl, der gik fra Loft til Gulv, dannede et ret stort mørkt tapetseret Rums Baggrund. Foran det stod en Kvindeskikkelse i et stort hvidt Draperi med en Masse i bløde Linjer lagte Folder. Det skjulte Legemets Former, men hævede ud, hvor de kødrigeste Muskler laa. Hovedet var bøjet stærkt tilbage, Armene strakte oven over det, Hænderne sad foldede, med opadvendte Flader. En sort Haarfylde bølgede ned over Hals, Skuldre og Ryg. Ansigtet, som jo kun saâs i Spejlet, gav et helt mærkeligt Billede. De opadvendte Øjne var dækkede af de store Laage, de mørke Bryn hvælvede sig i mægtige Buer. Der var en Blanding af Glød og hensynkende Mathed i Udtrykket. Var ikke de halvaabnede Læber noget fortrukne i deres sugende Svulmen? Barmen løftede og sænkede sig ivrig under Gevandtets Folder.
Der var Gaader at gennemgranske i denne Skikkelse og dette Aasyn.
Ludvig Masmann sank hen i Beskuelsen, fangen som En, der stirrer ned i et dybt Vand.
Brat, næsten pinligt, vaktes han ved en skrattende Kvinderøst — han kunde ikke se noget andet menneskeligt Væsen i det stærkt belyste Rum — der syntes at henvende et Spørgsmaal til den draperede Skikkelse foran Spejlet — men i et
