267
Atter et koldt Jag igennem ham. Hendes Haand var kold og klam. Han havde ventet noget varmt og fast.
Den lille Tykke stod paa Trappetrinet foran Gadedøren, masede med Nøglen, som hvinede i Laasen, stillede sig i den smalle Døraabning, hvis Fløj hun maatte holde paa med Benet, og lignede en Heks i Lygteskinnet.
— Aufsteigen! kvækkede hun.
— Nej, min Veninde, jeg maa være alene. Jeg vil først se dig ved Solens klare Skin, min Redningsmand.
— So komm igen ved Solens klare Schein, Hr. Rettningsmand, sagde den Tykke.
Og pegende hen mod den indhyllede Kvinde:
— Immer agire! Duer aber inte heute Nacht. Ist saumselig und müde. Gode Nat, Hr. Rettningsmand!
Ludvig stod alene paa den mørke Gade og var en Stund om at orientere sig. Det maatte være Gammelmønt.
Fra Norgesgades Palais til en Rønne i en af de skidneste Gader.
Saâ den sceniske Pragt saadan ud bag Koulisserne? O, Dyd! o, følende Menneskesjæl!
