274
Stemmen anvendtes med sindig Kunst. Det i Talen vel næsten hyppigst forekommende Substantiv var Lyksalighed. a’et fik en egen bred, dvælende Klang. Lyksalighed var Alskabningens Maal. Og naar vi Mennesker ret forstod vor Lyksalighed, vidste vi at finde den overalt i Naturen, baade i de skønne Solstraaler og Blomster og i de blide, rislende Kilder og i de skræmmende, rædsomt-skonne Lyn paa Lyn, Bebuderne af de forferdende Tordenbrag, i Havets Brusen, i Ildsluernes Knitren. Ved Beskuelsen af Sligt beredte vor Sjæl sig til den egenlige Lyksalighed, der bestaar i at fatte de evige Sandheder. Ja, Naturen forkyndte den af Forsynet udsendte Frelser. Den himmelske Lærer, den forjættede Messias, havde ogsaa fra Evighed af svævet for Menneskehedens Øje som Slægtens Trøster og Talsmand hos den Algode, som vor Lærer i Dyd og vor Vejleder til ved dydige Gerninger at arbejde os frem til den evig uforgængelige Lyksalighed. Og det endda før han tog sit rette Navn blandt Menneskene, og endnu mens han af Græker og Jøder kaldtes Apollo, Jovis’ eller Jehovæ Søn, af Ægypterne Osiris, af Kineserne Kiuntsé. „Hil dig Frelsens og Lyksalighedens Bringer, Jesus med den blide Lære, Lysets Forkynder, hvem Menneskene ikke bør hylle ind i mørke og dunkle hebraiske Ord og forældede Sagn. Ikke forlanger han Sønderknuselse og vilde Gebærder, men vil skænke os den sande Lyksalighed, der udtrykker i søde og blide
