276
med saadan en ren og fejlfri Mimik som af Hofprædikeren. Ja, Rousseau, husker jeg, siger, at man skal bekende den Fyrstes Religion, hvis Land man bevaaner. Og nu foredrager jeg Religion for Kunst, det Seriøse for det Frydelige. Jeg tog, som De selv saâ, Adieu med mine Stillinger og med Verdens Glans gennem Repræsentationen af Amour mystique. Idag vil jeg overgive mig til Meditationen. Se til mig i Morgen. Ach, hvor han er en stor Prédicateur, denne Basseholm! Ikke en eneste Gang en forkert geste. Ikke en eneste Gang hævede han paa Bøndernes Maner Albuen over Hovedet, som om han vilde slaas, gjorde heller ikke disse meget stygge gestes som Spurveungen, der sætter sig til at flyve. Og i saa fjernt jeg kan høre, havde han en herlig Prononciation af det Danske. Men til Morgen, mit Barn, hos min gamle Kätchen Prantl, coiffeuse et parfumeuse.
Hun strøg ind i Hyrevognen, raabte „Allez!“, og Kusken kørte hende over Højbro.
Ludvig Masmann blev med et Slag rykket ind i en anden Tilværelsessfære. Jo, der nede boede han i Gangen i den uselige Skrivers Hus.
Hans Vært lukkede ham selv op. Han var jo idag fri for Kontoret og dyrkede sin Søndagsglæde i Hjemmets Skød. Den bestod i, at han sad i en haard Stol i sin Dagligstue paa Forhøjningen ved Vinduet og anstillede sine Betragtninger over, hvad der foregik paa Gaden, mens han langsomt slur-
