287
Og i sin løjerlige Buksetrolddragt løb det lille, fede, sammentrykte Kvindemenneske hen mod Døren og aabnede den. Kunstigt Lys stod ud fra det blændende Rum.
I det smalle Værelse med den skæve Baggrundsvæg lige for Døren var der anbragt et trefløjs Skærmbrædt foran Sengen. Ved Hjælp af et tæt Dække for Vinduet var Lyset fra et Par Refraktørlamper samlet i den lille Indhegning.
Madame Marion havde ikke, som man kunde formode efter Mutter Prantls udførlige Skildring af hende, opgivet at „agire“. Hun laa stærkt nedringet paa et grønt, langhaaret Tæppe. Baggrunden var det usle Skærmbrædtlandskab, der just ikke i høj Grad illuderede Skovskyggens Ensomhed. I det Hele var Illusionsmidlerne for tarvelige til helt at rive selv en saa naiv Tilskuer som Ludvig Masmann med. Han gik ikke med paa den store, stride Manke, der udaandede en vammelsød Duft af parfumeret Pudder og aabenbart skulde forestille en ganske ung Kvindes svulmende, blonde Haarfylde. Den nøgne Arm, hvortil den højre Tinding støttede sig, Brysterne, der hvilede paa Bladene af en opslaaet stor Bog, Bagen, der løftede det blaa, folderige Gevandt meget højt i Vejret paa sit Sted, de nøgne Fødder med ikke smukt formede Stortaanegle, den hele massive Virkelighed og plumpe Forlorenhed henledte snarere Tanken paa Thérèse Levasseurs end paa Madame Houdetots Sfære. At Madame Marions Tableau
