302
Men hvor langt nærmere og fortroligere stod ikke denne sobre Stil den unge, danske Læser. Straks stødtes han lidt af denne Inddeling i Paragrafer, der lugtede af hans Professorers latinske Dictamina. Men jo længere Ludvig Masmann læste frem, desto mere gik det op for ham, at Teologiens Studium kunde bære Frugt, naar man tænkte paa egen Haand, uden dogmatisk Pegepind.
Der kom Liv i den søvnige Pligtstuderendes Sind ved den tyske Tænkers Syn paa den saakaldte Aabenbaring. Den havde oftest for ham taget sig ud som et Kadaver, der skulde dissekeres og analyseres, men hvis Blod længst var størknet, og hvis Lemmer kun bevægedes, nåar den Studerende møjsommelig bøjede dem og trak i dem.
Der var Liv og Udvikling, Maal og Med i det Hele. Disse gamle eventyrlige Beretninger havde Værd for den mod Klarhed higende Mennesketanke. Den var Led i den store aandelige Livsproces. Hvilken mandig Ro, hvilken Jævnhed, hvilken forsonende, al stilistisk Captatio benevolentiæ.
Hvor grebes han af den simple Menneskestolthed i Ord som disse:
„At drage det ind under Overvejelse, hvorom man forhen helt og holdent ikke bekymrede sig, er den halve Vej til Erkendelsen.“
Eller af dette Udsagn om Jødefolket:
„Aabenbaringen havde ledet dets Fornuft, og
