304
og i „Nathan der Weise“. Men Indholdet udfoldede for ham de Tanker, Afhandlingerne havde saaet i hans Sind.
Mon Marion ikke skulde have spillet Emilia, Grevinde Orsina, Recha eller Daja i sit omstrejfende Repertoire? At hun paa en Maade var dum til at tænke, og at hun aldrig var i Stand til at forfelle ham et Dramas Gang, at hun altid for vrøvlede det eller misforstod det, havde han længst erfaret og straks efter forundret sig over, hvor rigtigt hun kunde deklamere Brudstykker af sine Roller.
Endnu et Forsøg.
— Har Du nogensinde spillet i et Stykke af Lessing?
— Je n’en sais rien, sagde hun. Hun talte altid Fransk, naar hun vilde være ironisk, afvisende, overlegen.
— Potz tausend! Jo, sagde Mutter Prantl. I Hannover paa den Greveslot, hvor il baronaccio bar dig ud fra Souperen … Men det gik skitte. Publiken sov …. Des Teufels! . . Das Stück hiesz Emilia Carlotta … Dummes Zeug!
— Galotti, rettede Ludvig Masmann.
— C’est ça. Une tragédie sans vers! (En Tragedie uden Vers!), sagde Marion foragteligt henslængende. Ingen kan komme til Effekt i den Slags Ting.
Marion var gnaven den Dag. Ludvig Massmann blev smittet af den Miasma af Vrantenhed,
