309
hendes Aktion var Caleçonen blevet sprængt bag til, og et betydeligt Stykke Chemise trængt ud. Det bredte sig som en udfoldet Viftehale paa en hvid Kalkun.
Marion var bleven liggende, Ludvig Masmann var bleven staaende, Mutter Prantl var bleven træt af den skrævende Stilling. Hun fornam, at hendes Forsøg paa at „agire“ ophøjet, ikke rigtig var slaaet an. Hun tog Benet ned fra Stolen og stak sin uventet udfoldede Hale ind med en mere arrig end ophøjet Gestus, sprang som i de indiske Dramaer ned fra Sanskritens Koturne til Prakritens Sok — fra Italiensk til gebrokkent Dansk. Hun stod nu med sine udspilede Buksetroldben midt paa Gulvet, da hun sagde:
— Lorte och Schitte! Men jeg skal vise, at jeg kan fortjene til Mat, og at jeg vil arbejde som en Stenhugger. For jeg vil nu ogsaa ikke blot frisere og parfumire — jeg vil praktisire mere Jordemoderi, ja, endogsaa schnitte Høneøjer … Torne — Liktorne, och det har jeg doch endnu ikke nedsunket mig til. Baronaccio kan min Arsch lecke. For han er ikke alene Schurke, men Svinhund tillige. Die Tugend ist für ihn nur Dreck, den Best.
Hun spyttede paa Gulvet, men bødede straks derpaa ved at tørre det med en Klud.
Hun rettede Ordet til Marion med en myndig Tone:
Alzati, pecorina! (Rejs dig, lille Fæ).
