320
jeg … Nej — nej, nu faar det forbandede Danmark mig til at besmitte mig med Banden og Sværgen.
— Taarer rendte ned paa hans Hage. Han foldede Hænderne og syntes at falde hen i Bøn. — Nej, nej, sagde han. Men véd Du, Ludvig, at saadan en Karl og hans Sippschaft er til langt større Fordærv end de gamle adelige Tyranner i de store Lande … De vil frigøre Bonden her. Det er Lefleri og Ugudelighed. Disse fornemme tyske libres penseurs er Gøglere og Fanter. De er bange for de Tanker, som Kætterne spreder ud, og vil redde sig ved at tinge med dem. Nej, lad Bonden som enhver Kristen blive i den Stand, han er kaldet udi. I Norge er han kaldet til Frimand, her nede er han kaldet til Træl. Skal han blive fri, maa det være ved Guds, ikke ved Menneskers Haand. Hernede vil en Haandfuld voltairianske eller rousseaudrukne Personer af Adel, nogle akademisk graduerede, nogle Karle paa høje Stole i de kongelige Kollegier gribe ind i Guds Raadslagning. I Norge har Gud virket efter sit Behag. Saa vil han ogsaa virke i Tidernes Gang, Fa’r min. Han vil ogsaa nok fri mit Land for Danskeraaget. Men indtil da skal vi Nordmænd lyde Øvrigheden. Thi al Øvrighed er af Gud. Jeg pønser ikke mere paa Oprør mod Konger og Fyrster. De er Guds Svøber, prædestinerede til vor Optugtelse. Amat et corrigit Deus (Gud elsker og revser). Men din Baron, det er en løgnagtig Komediantspiller, som giver sine Bønder søde Ord.
