335
med karmoisinflimrende, kreppede Striber. Alle Farver blev saa skarpe, at de syntes at hvine ligesom Vinden.
I en Fart ophobede Skymassen sig i Nordvest og rykkede frem i Stormmarche. Inden Præsten og Lægen naaede i Hus, strømmede Regnen ned. Den Sidste reddede Bakke, Flaske og Glas.
Regnen slog Trommehvirvler paa Ruderne, Træerne udenfor knagede, Poplernes Kroner svajede som Vidier, Løvet hvirvlede tæt som Støv gennem Luften. Fløjet paa Gavlens Straatag drejede sig knirkende og hvinende.
Præsten havde mekanisk taget Plads i Læderstolen med Ørepuderne i sit Studerekammer, budet Amtskirurgen sidde paa en Fyrretræs Stol med sort- og grønstribet Hvergarnsbetræk og et poleret Rygstød, prydet med en Messingroset i Midten. Oven over forbandt en knirkende drejet Stok to tilbagekrummede Opstandere. Kirurgen havde listelig anbragt Karaffel og Glas indenfor sin Rækkevidde paa en Reolhylde. Magisteren skottede gnavent hen til det Arrangement Han gad ikke tale mere, gryntede kun til Svar paa Barberens mange Ord, og efterhaanden gled hans Grynten hen i Snorken, der gennemrungede Værelset.
Amtskirurgen blev ingenlunde fornærmet. Mens Magisteren sov, kunde han ganske uhindret af kritisk Tælning flittigt forsyne sit Glas. Men efterhaanden som det mørknedes under Magisterens enstonige Næsemusik, blev Gæsten ogsaa
