337
Bindingsværksvæggen, hvor den sled i Lænken og sprang op paa Hundehusets Tag. Abelone udbrød:
— Hvad Satan ska’r Fyllaks? Det er da ledt, som det Bæst ta’r paa Veje.
De blonde, pjuskede Hoveder løftede sig fra Bøgerne; de lyseblaa Øjne vekslede spørgende og forbavsede Blikke.
Salsdøren blev reven op af Magisteren. Skønt en haard Sover, var han altid lydhør for Fylax’s Gøen. Nu stod han stor og bred, fyldende det meste af Døraabningen. Over hans Skulder lyste Amtskirurgens illuminerede Næsetip.
— Qvid novi? spurgte han Abelone, der gennem lang Øvelse forstod det Latin.
— Det maa den Almægtige vide.
— Lad os faa et Lys til! raabte Præsten.
Han, Kirurgen og Abelone gik ud i Gangen og saâ ud i Gaarden. En stor, sort Masse laa ikke langt fra Hundehuset. Fylax, en stor, sor t, laaden Køter, sled i Lænken, hylede og gøede i Retningen af den sorte Klump.
Smaapigerne havde listet sig ud, men holdt sig i Gangdøren for ikke at røbe for Faderen, at de var løbne fra deres Lektier. Hverken Præsten eller hans Husholderske var lystne efter at komme den sorte Klump nær. Kirurgen, som havde været med i Krigen, var den modigste, gik hen til den, rørte ved den og sagde:
— Potz tausend! Etwas Lebendiges!
Mens Vinden legede med hans Nakkepisk og
S. Schandorph: Gamle Billeder.
22
