II
Næste Morgen tidlig stillede hun i „den store Laadvigs“ Kammer. Hun følte sig som Værtinde i Præstegaarden, især naar „Nogen laa over“. Selv var hun saa vant til at blive „ladt over“ hos Smeden, at hun vidste, at naar Bindet var vel anbragt, kunde Rekonvalescenten bevæge sig frit.
Hun havde jo nok set Marion paa Herregaarden, med en blandet Fornemmelse af noget paa én Gang meget ophøjet og noget meget nedrigt. Naar „Favoriten“ var fejet forbi Ladefogdens Datter paa de brede Trapper og havde efterladt en krydret Duft, havde Abelone, efter at være kommen ud over det Imponerende, spyttet og sagt: Det er jo dog kun en Tæve, om hun ogsaa lugter som en Apotekerkælling. — Men Hævnen kommer.
Nu var Abelone overbevist om, at det gik retfærdigt til i Livet, og at Forsynet havde udøvet Hævnen over den udenlandske „Dullike“, siden hun var kommen saadan sjaskende som en vaad Hund. „Men naar Vorherre selv taler, saa skal nedrige Mennesker holde Kæft og ikke være hof-
