379
sellen toldede ligesom Mølleren af Sækkene, men Mammesellen førte altid saadan en pæn Tale, at hun ikke „havde Sind“ til at sætte sig imod hendes Smaarapserier fra Kokken og Bagers. Endelig skulde hun jo snart være Madame i Huset, og saa havde hun jo Lov til at rapse fra sig selv.
I Kirken var et ret talrigt og velvilligt Publikum samlet. Skuespillerinden havde bedet Magisteren, om det Hele maatte blive „einfach-idyllisch-rührend". Den forelskede gamle Herre gav hende fri Raadighed. Især da hans Fantasi var lidet udviklet, og han egentlig blev gnaven, da Bispen eller Provsten slet ikke kunde eller vilde give ham et Ritual, hvorefter Programmet kunde ordnes. Men som loyal Embedsmand havde han forelagt Provsten Programmet, da han havde skrevet det efter Marions Diktat. Han fik det tilbage fra Provsten med Paaskrift: Vidi et approbavi! (Jeg har set og bifaldet).
Saa stod i Koret i en lille Halvkreds 4 Nabopræster i hvide Messesærker. I Midten sad Provsten paa en Stol og pustede sin magre Skikkelse saa prælatmæssig op, som han formaaede. Magisteren i fuldt Messeskrud knælede paa en Skammel foran Alterbordet med Ryggen til Menigheden. Lysene brændte i de med ungt Vaargrønt omvundne Stager. Til deres og Stolestadernes Udsmykning, var alle Byens Haver blevne plyndrede. Avriklernes fint krydrede Sødme, Primlernes sarte Syre, det knap udsprungne Løvs liflige Frisk-
